Absurditet
Hovedartikel: Genre.Fra latin absurdus: det mislydende eller det, der lyder ved siden af . I logik benyttes udtrykket reductio ad absurdum, der betegner en argumentationsmetode, der udstiller et fejlagtigt argument ved at tage det for gode varer og med det som præmis ræssonere sig frem til en absurd påstand eller en selvmodsigelse. Det absurde er en litterær (og især dramatisk) genre, der forlader naturalismens idealer for at udstille virkelighedens absurditet. Det absurde er ikke ulogisk, for så ville det bare være fjolleri. I stedet ophæver det absurde den gængse logik, bliver alogisk, og opbygger sin egen logik – en absurd logik.
Det absurde handler om misforholdet mellem mennesket og verden – "mennesket vil have svar, verden tier" – og de paradoksale sider af den menneskelige eksistens. Misforholdet får det ofte til at virke som om de enkelte karakterer ikke følger samme 'rytme'
- Listening to the beat of another drummer
Nietzsche lagde grundlaget for, kimen til, nihilismen og dermed det absurde, da han i 1882 proklamerede, at "Gud er død". Dette er forudsætningen for hele den absurde bevægelse og kan siges at være grundstemningen i det absurde. Først med nihilismen og det absurdes fremtog brød den traditionelle berettermodel, som siden oldtiden havde bestået, sammen, da den forudsætter en sandhed, en mening – først med det absurde blev der ikke længere forsøgt at finde en mening.
Det absurde spillede en specielt stor rolle i forbindelse med den eksistentialistiske bølge, og bl.a. Camus var med til at definere hvad det absurde verdensbillede førte med sig i sin fortolkning af myten om Sisyfos – mennesket, der blev dømt til for altid at skubbe den samme sten op ad det samme bjerg blot for at se den trille ned igen og begynde forfra.
- Hans foragt for guderne, hans had til døden og hans lidenskab for livet førte den usigeligt hårde straf med sig, i hvilken hele hans væsen arbejder frem mod at opnå intet. Dette er prisen, der må betales for denne jords lidenskaber. [...] Alene kampen for at nå tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må nødvendigvis forestille sig, at Sisyfos er lykkelig. – fra Sisyfos-myten (1942) af Albert Camus
Camus skrev, at der ikke findes nogen skæbne, der ikke kan overvindes med foragt , og det gør Sisyfos ved at give sine meningsløse handlinger mening, selvom han ved de er meningsløse – sådan trodser Sisyfos guderne, sådan vælger han selv sin skæbne på trods af sine bundne handlinger.
Det var i 1940'erne og 50'erne at det absurde oplevede sit gennembrud. I den periode afdækkede Eugène Ionesco rollespillet i det borgerlige samfund, Arthur Adamov nedbrød den fjerde mur og omdøbte teatret til retssal og publikum til dommere, Jean Genet karakteriserede ritualiserede kampe mellem undertrykte samfundsgrupper og deres undertrykkere og Samuel Beckett berettede om hvordan det aldrig lykkedes mennesket at overkomme tilværelsens absurditet. Det absurdes bannerførere var især inspireret af dadaismen og surrealismen .
Den underliggende afdækning af tilværelsens mening, der havde været central i fiktionen, der kom før, blev erstattet af ritualer. Mening, sandhed og orden blev erstattet af en absurd, men alligevel virkelighedsnær, ritualisering af tilværelsen, en gentagelse af både store og små handlinger; alt blev ligegyldigt og dermed lige vigtigt, og navlefnuller kunne være lige så vigtigt som verdenssituationen. Berettermodellens årsags-virkning blev erstattet af cykliske forløb, der mangler den traditionelle kronologi og ofte endte samme sted som de startede. De består af en række løst forbundne situationer uden en egentlig progression. Dog er det dramatiske situationer – situationer, hvor personerne har noget på spil, et spændingsforhold – men konflikterne løber ofte ud i sandet uden at efterlade sig nogen egentlig konsekvens. Dramatikken opstår ofte ved brud på ritualerne. Der skal være en grundlæggende alvor til stede, personerne skal ville noget. Selvom det absurde ofte handler om tilværelsens store spørgsmål perspektivforskydes dette, så den konkrete handling snarere er småritualiserende og ofte har bund i noget kropsligt, der ikke fungerer. Venten på noget, der skal udløse et eller andet, er et centralt omdrejningspunkt i det absurde – ofte venten på noget, der aldrig dukker op – og den fortalte tid er (derfor) ofte lig realtid.
Den absurde figur er ikke en psykologisk figur, som figurene i de sidste århundredes litteratur ellers har været. Den absurde figur lever kun i nuet, og har ingen (psykologisk) fortid og ofte ingen fremtid – der er ikke nogen forklaring på hvorfor hans handlingsmønstre er som de er, og han er ofte en type. Hver dag er den første for den absurde figur. Den absurde figur har ikke et mål, som berettermodellens figur har det, han forsøger blot at udfylde tiden mellem vugge og grav. Derfor udvikler den absurde figur sig heller ikke, han lærer ikke noget. Den absurde figur springer ofte imellem forskellige handlingsmønstre – laver psykologiske kvantespring – og er, ligesom det absurde i almindelighed, uforudsigelig. Klovne er ofte heltene i absurd fiktion, eksempelvis Don Quijote, Chaplin eller Holger Bech Nielsen.
Det absurdes skueplads er ikke bundet af logik og fysik. Der er ingen begrænsninger for hvor det kan finde sted, og stedet vil ofte have tematisk sammenhæng med tekstens problematik. Der er forskel på handlingernes virkning på tilskueren/læseren alt efter om der tales fra en mødding eller et venteværelse.
Typisk beskæftiger det absurde sig (paradoksalt nok) med temaer om mening – hvorfor er jeg her? – og eksistens – hvem er jeg? – og er i almindelighed mere optaget af en åndelig søgen end af virkeligheden.
For at skrive det det absurde lagde underviseren – Ann Sofie Oxenvad – især vægt på, at forfatteren må gå imod vedkommendes eget ønske om at skrive orden frem og understregede at specielt impulsskrivning er brugbart, når man skriver inden for den absurde genre.
Det absurde er det samme som den globalt absurde litterære verden.
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (2) | |||
| Forlag (156) | |||
| Teoretisk baggrundsviden | |||
|---|---|---|---|
| Grammatik
og Semantik |
Ord |
| |
| Fraser | |||
| Tekster |
| ||
| Pragmatik |
| ||
| Litteratur | |||
| Kultur og medier |
| ||