Talehandlinger

Fra Skrivekunst.dk
(Omdirigeret fra Talehandlinger)
Skift til:navigering, søgning
Denne artikel er teoretisk orienteret. I modsætning til det meste af indholdet på Skrivekunst.dk handler den ikke direkte om skrivehåndværket, men giver dig i stedet mulighed for at dykke ned i nogle af de emner der danner fundamentet for skrivekunsten. Hvis du kun er interesseret i de artikler der direkte handler om skrivekunsten, så er denne artikel ikke relevant for dig. Akademisk ikon.png


Talehandlinger er en måde at nærme sig betydningen af en ytring på, hvor man interesserer sig for hvorfor jeget udsiger sætningen, og for at afgøre dette kigger på hele situationen: Hvem siger det til hvem i hvilken situation, og hvad er den talendes hensigt med at sige det?

Et udsagn kan først siges at være en talehandling når det indgår i en bestemt situation – ikke når man fx taler om det i et klasseværelse. Hvis man anskuer udsagnet uden for dets kontekst og fokuserer på dets propositionelle indhold er det snarere dens sandhedsbetingelser der interesserer en; i sætningen "Jeg oplyser dig om at gæsterne er kommet", er det "[…] at gæsterne er kommet" der er det propositionelle indhold.

Ytringer som "I drive a white car" er konstateringer, mens ytringer som "I apologize", "I name this ship The Albatross" og "I bet you £5 it will rain" er performativer, handligner i sig selv, da de idet man udtaler dem gør det der udtales. Denne egenskab kan understreges ved at indsætte hereby – man kan sige "I hereby apologize" men ikke "I hereby drive a white car". Når man fx siger man undskylder, så undskylder man rent faktisk uanset om dette er dybfølt/ærligt ment eller ej; for fx at døbe noget skal man dog have mandat til det.

J. L. Austins udgangspunkt var at performativer var talehandlinger, men han nåede senere frem til at også konstateringer er talehandlinger, da det også er at handle at konstatere noget eller oplyse om noget. Ytringen "Gæsterne er kommet" er en talehandling, og ved at tilføje "Jeg oplyser dig om at gæsterne er kommet" kan man tydeligere se dette, da hermed kan indføjes: "Jeg oplyser dig hermed om at gæsterne er kommet." Der skal performativer til at beskrive talehandlinger.

I enhver ytring kan man aflæse tre grundlæggende aspekter:

  • Lokution er sætningens meningsfulde betydningsindhold.
  • Illokution er hvad der lægges i ordene, hvad hensigten er med at sige noget, og dermed talehandlingens niveau.
  • Perlokution er det der opnås gennem det man siger, altså resultatet af illokutionen.

Ved indirekte talehandligner er det meget udbredt at spørge til forudsætningerne, fx om evnen til at udføre en handling: "Kan du nå saltet?" (se også implikatur)

Man kan anskue en hel tekst som én talehandling og karakterisere den som sådan (global talehandling), alt imens der kan være forskellige andre talehandlinger på spil på lavere niveauer (lokale talehandlinger).

Performativer

Performativer er de verber der i sig selv er handlinger og dermed beskriver talehandlinger. Fx døbe, vædde, undskylde og også oplyse (fx "Jeg oplyser dig om […]").

Talehandlingstyper

Der er ikke konsensus om præcis hvordan talehandlinger skal inddeles i forskellige typer, og derfor er det vigtigt at præcisere hvilken inddeling man benytter sig af i en analysesituation.

De grundlæggende skel mellem talehandlinger er om man forholder sig

  • objektivt til verden,
  • subjektivt til verden eller
  • subjektivt til verden og vil have nogen til at gøre noget.

John Searle mener at man med repræsentativerne forsøger at få ordene til at passe til verden, hvorimod man modsat ved regulativerne forsøger at få verden til at passe til ordene.

Hans Arndts John Searle-inspirerede inddeling af talehandlinger

I Hans Arndts Talehandlinger – og anden sprogbrug skelnes der mellem en række forskellige talehandlinger. Denne inddeling af John Searles oprindelige inddeling, der dog benytter andre betegnelser.

  • Repræsentativer: Beskriver noget faktuelt om verden. Noget man ved med sikkerhed eller man formoder er tilfældet – noget man kan gå ud at efterprøve.
  • Ekspressiver: Knyttet til følelser og subjektive holdninger.
  • Regulativer
    • Kommissive(r): Taleren forpligter sig til at gøre noget. Taleren lover en fremtidig situation, som han står inde for vil indfinde sig.
    • Direktive(r): Modtageren skal gøre noget i fremtiden. Taleren beordrer modtageren til at gøre noget.
    • Gensidige: Både taleren og modtageren forpligtes til noget, fx vædde.
    • Institutionelle: Kræver et særligt mandat, en særlig situation e.lign., fx døber, idømmer.
  • Kontakthandlinger: Skaber eller opretholder en social kontakt uden substantielt indhold. fx "hej", "nå?", "nå", "ja" (ja kan dog også fungere på andre måder), "du er nok i byen i dag" (da det propositionelle indhold ikke er substantielt, da duet selvfølgelig er klar over han er i byen)

Eksempler

"Kan du nå saltet?" vs. "Giv mig saltet!"

Betydningen er nogenlunde den samme, men imperativet ville ofte fungere mindre godt i en social situation. Tilsyneladende er spørgsmålet bare et spørgsmål, men i virkeligheden er det ikke bare et ja/nej-spøgsmål men en forespørgsel. Altså er begge sætninger regulativer.


"Jeg overtaler dig til at sælge bilen." vs. "Jeg opfordrer dig til at sælge bilen."

"Jeg opfordrer dig (hermed) til at sælge bilen" giver umiddelbart mening, så det viser at det er en talehandling, en opfordring, og det propositionelle indhold er salget af bilen.

"Jeg overtaler dig til at sælge bilen." – også her er det propositionelle indhold salg af bilen, men performativen er anderledes og ulogisk idet handlingen ikke lykkes ved blot at fremføre sætningen, men derimod kræver at modtageren reagerer på en bestemt måde. Afsenderen forsøger at bruge et perlokutionært verbum som et illokutionært, hvilket gør sætningen ulogisk og mærkelig.


"Hvis du gør det, får du en is!" vs. "Hvis du gør det, får du bank!"

Begge sætninger er regulativer, men de ytrer to modsatrettede ting. Man kan opfatte dem som gensidige, da der både er kommissive og direktive elementer i sætningerne, men med gensidige talehandlinger menes primært talehandlinger hvor gensidigheden ligger indbygget i verbet, såsom vædder.

Man vil være tilbøjelig til at kalde den første sætning et løfte og den anden en trussel. Den grundlæggende forskel på løfter og trusler er om det afsenderen forpligter sig til opfattes som positivt eller negativt af modtageren.

Som altid er vi dog nødt til at kende/forestille os situationen for at kunne afgøre betydningen helt præcist – er modtageren til anden ytring fx masochist, vil ytringen være et løfte og ikke en trussel. Derfor er det meget vigtigt at gøre sig det klart hvem der kommunikerer med hvem.


"Tyren er løs."

Typisk vil det være en advarsel, altså direktiv, men det kan også være en konstatering, repræsentativ. Hvis der er tale om en konstatering så er illokutionen at oplyse og perlokutionen at modtageren har modtaget oplysningen. Hvis der er tale om en advarsel, så er illokutionen at opfordre til at reagere og perlokutionen at modtageren reagerer.


Talehandlinger, når éns kæreste står foran fjernsynet.

  1. "Flyt dig!"
  2. "Du står i vejen."
  3. "Kunne du sætte sig ned?"
  4. "Vil du ikke være venlig at flytte dig?"
  5. "Vær sød og flyt dig!"
  6. "Du er ikke gennemsigtig."

De er alle direktiver; midlerne er forskellige men målet er det samme for dem alle sammen. Der er forskel på hvor direkte de er – man kan tale om direkte og indirekte talehandlinger. Da man altid forventer at deltagerne er relevante i en kommunikationssituation, antager vi altid at det der siges giver mening.

6 er på overfladen en oplysning, men det er mærkeligt at blive oplyst om, og da man går ud fra at afsenderen har et formål med det sagte afkodes formålet ud fra situationen.

Ved indirekte talehandligner er det meget udbredt at spørge til forudsætningerne, "Er du i stand til […]", som i 3 og 4.


Skrivekunst.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Tryk OK for at fjerne denne besked.