handling/tre-akter-modellen/berettermodellen: Forskelle mellem versioner
No edit summary |
No edit summary |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Kategori:Værd at læse]] | [[Kategori:Værd at læse]] | ||
{{Hovedartikler| | {{Hovedartikler|Tre-akter-modellen}} | ||
[[Fil:Berettermodellen.png|thumb|Figur 1: Berettermodellens spændingskurve]] | [[Fil:Berettermodellen.png|thumb|Figur 1: Berettermodellens spændingskurve]] | ||
Ola Olsson opstillede i 70'erne berettermodellen, der opdeler Aristoteles’ tre akter i syv hovedpunkter, der især er nemme at finde i populærkulturens fiktion — deraf tilnavnet ''Hollywood-modellen''. Berettermodellen er et godt værktøj til at sikre sig, at spændingsstrukturen i en roman lever op til forventningerne til et dramatisk værk, men den er ikke mere end det. Følelsen af sammenhængskraft er ikke sikret blot ved at et værk overholder berettermodellens forskrifter, da den udelukkende beskæftiger sig med spændingsopbygningen i en handling og ikke forholder sig til karakterer, deres udvikling og denne udviklings sammenhæng med den ydre historie. | Ola Olsson opstillede i 70'erne berettermodellen, der opdeler Aristoteles’ tre akter i syv hovedpunkter, der især er nemme at finde i populærkulturens fiktion — deraf tilnavnet ''Hollywood-modellen''. Berettermodellen er et godt værktøj til at sikre sig, at spændingsstrukturen i en roman lever op til forventningerne til et dramatisk værk, men den er ikke mere end det. Følelsen af sammenhængskraft er ikke sikret blot ved at et værk overholder berettermodellens forskrifter, da den udelukkende beskæftiger sig med spændingsopbygningen i en handling og ikke forholder sig til karakterer, deres udvikling og denne udviklings sammenhæng med den ydre historie. | ||
Versionen fra 2. apr. 2021, 14:33
Hovedartikel: Tre-akter-modellen.
Ola Olsson opstillede i 70'erne berettermodellen, der opdeler Aristoteles’ tre akter i syv hovedpunkter, der især er nemme at finde i populærkulturens fiktion — deraf tilnavnet Hollywood-modellen. Berettermodellen er et godt værktøj til at sikre sig, at spændingsstrukturen i en roman lever op til forventningerne til et dramatisk værk, men den er ikke mere end det. Følelsen af sammenhængskraft er ikke sikret blot ved at et værk overholder berettermodellens forskrifter, da den udelukkende beskæftiger sig med spændingsopbygningen i en handling og ikke forholder sig til karakterer, deres udvikling og denne udviklings sammenhæng med den ydre historie.
Anslag slår tema og grundkonflikt an og har til formål at vække interesse.
Præsentation af karakterer, tid, sted og grundkonflikt.
Uddybning af karakterer, handling og konflikter, hvor man får en klarere fornemmelse for karakterernes forhold til grundkonflikten.
Point of no return, ingen vej tilbage, hvor tilspidsningen af grundkonflikten tvinger personerne til at handle.
Konfliktoptrapning mellem karaktererne, som peger mod det endelige opgør.
Klimaks,hvor grundkonflikten når sit højdepunkt og sin løsning.
Udtoning, hvor konflikterne afklares, og en ny orden etableres — eller den gamle orden genetableres
Litteratur om berettermodellen
På vej ...
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (0) | |||
| Forlag (156) | |||