Tekstvidenskab

Fra Skrivekunst.dk
Skift til:navigering, søgning
Denne artikel er teoretisk orienteret. I modsætning til det meste af indholdet på Skrivekunst.dk handler den ikke direkte om skrivehåndværket, men giver dig i stedet mulighed for at dykke ned i nogle af de emner der danner fundamentet for skrivekunsten. Hvis du kun er interesseret i de artikler der direkte handler om skrivekunsten, så er denne artikel ikke relevant for dig. Akademisk ikon.png


Litteraturvidenskab
Bevidsthedsteori
(subjektteori)
TEKSTEN Samfundsteori
Sprogvidenskab
Tekstvidenskabens elementer ifølge Christian Grambye og Harly Sonne.

Efter strukturalismens og nykritikkens dominans frem til 1960'erne, har man inden for litteraturvidenskaben siden 1970'erne stået overfor den problemstilling at nykritikken smed for meget ud og det centrale spørgsmål er forblevet: Hvordan kan vi geninddrage forfatteren, læseren og samfundet på en ikke-naiv måde – en måde der tager højde for strukturalismens og nykritikkens indsigter?

Forudsætninger

Hvad består virkeligheden af? – fire tilgange til virkeligheden

Men både den strukturelle sprogvidenskab og den strukturalistiske litteraturvidenskab har haft deres klare begrænsninger. Den strukturelle sprogvidenskab har haft en tilbøjelighed til at opfatte sproget som et statisk kombinatorisk system, og den strukturalistiske litteraturvidenskab har vist mange tendenser til at ville lukke sig omkring den 'autonome tekst'.
— Christian Grambye og Harly Sonne, Grundbegreber i nyere tekstvidenskabs, s. 64

Den sprog- og litteraturvidenskabelige belysning af teksten var strukturalismens domæne, og bl.a. Christian Grambye og Harly Sonne ønskede at integrere denne tilgang med en samfunds- og bevidsthedsteoretisk belysning af teksten. Ambitionen var at teksten stadig er i centrum, men den ikke længere udelukkende anskues som en sproglig konstruktion men også peger ud mod nogle andre sammenhænge i verden uden for teksten.

Samarbejdningen af samfundsmæssighedens logik – historisk set primært: kapitalens logik – på den ene side, og det psykiske apparats logik på den anden side, udgør et endnu helt uafklaret videnskabsteoretisk felt i tekstvidenskabens projekt. De to logikker indebærer hver på sin måde begreber om subjektet, sproget og virkeligheden som produkter af mekanismer, der fungerer 'bag om ryggen' på det bevidste jeg. Men de to logikkers hver for sig modsætningsfyldte karakter garanterer også imod en mekanisk deterministisk opfattelse af såvel samfund som individ.
—Christian Grambye og Harly Sonne, Grundbegreber i nyere tekstvidenskabs, s. 65

Ved at inddrage samfundsteori ønsker man bl.a. at undersøge hvordan tekster fungerer i sociale sammenhænge og hvilken betydning det har at de cirkulerer i sociale institutioner. Fx er der særlige forventninger til en afhandling og den kan derfor bl.a. ikke være skrevet på vers eller være fiktiv. Når man taler befinder man sig altid i nogle specifikke sociale sammenhænge der bestemmer hvad man må og ikke må.

Ved at inddrage bevidsthedsteori/subjektteori ønsker man at inddrage forfatterens og læserens rolle. Når forskellige personer læser den samme tekst, opbygger de forskellige strukturer, og man ønsker bl.a. at undersøge på hvilken måde opbygningen af disse strukturer er afhængige af hvem læseren er.

Hvad er et menneske?

Virkeligheden
det andet
den poetiske tænkning
det andet
sproget
det ubevidste
det uendelige
mennesket
dualismen
forståelsesramme:
historie
det indre
det psykiske
bevidstheden
det ydre
det sociale
samfundet
naturen
naturalismen
forståelsesramme:
evolution
naturen
omverdenen
virkeligheden
Ove Petersens forsøg på at detaljere Grambye og Sonnes forsøg på
at sætte den autonome tekst ind i en større sammenhæng.

Naturen er alt det der omgiver os: mineraler, planter og dyr. Karakteristisk for naturen er evolutionen som tilgang til forståelse.

For mennesket er det karakteristisk at operere med en dualisme: en skelnen mellem det indre og det ydre. Som mennesker er vi født ind i en relation med andre mennesker, et socialt felt hvor vi omgås andre mennesker; samtidig har vi alle (når vi når en vis alder) en bevidsthed om at vi har et indre rum som ikke er tilgængeligt for andre. Karakteristisk for mennesket er historien som tilgang til forståelse – både den enkeltes personhistorie og menneskehedens historie.

Det er specielt for mennesker at vi har en bevidsthed om et indre rum, hvorimod der i naturen ikke er et sådant skel mellem det ydre og det indre. Kun ganske få dyr, heriblandt oplagt mennesket, har en sådan jegbevidsthed der gør at man både har blik udefra – et tredjepersonsblik – og indefra – et førstepersonsblik.

Feltet hinsides både naturen og mennesket kaldes mange ting; det er det andet, altså både noget andet end naturen og noget andet end mennesket. Bl.a. Ove Petersen og Harold Bloom har gjort sig overvejelser om dette skel: samtalen med det andet og hvordan poesi er samtalen med det andet. Det andet rummer sproget, det ubevidste og det uendelige.

Udelukkende at opfatte verden som et naturfænomen hører naturalismen til; her er blot ét niveau og indbildningen om at man skulle have en sjæl opfattes blot som en biokemisk proces i hjernen. Denne tilgang har i almindelighed haft vældig vind i sejlene i 1800-tallet og de sidste 20 år, og har i moderne tid været den dominerende naturvidenskabelige tilgang.

De fleste menneskers spontane oplevelse af verden er som dualistisk, idet man opfatter det som om der er noget i verden der ikke kan reduceres til natur.

En tredje opfattelse er at verden består af tre forskellige fænomener, altså også noget der hverken kan reduceres til det rent menneskelige eller det rent naturlige. Den mest berømte udgave på dansk står Søren Kierkegaard for og i udlandet er det Platon. Urkristendommen havde den samme opfattelse, men denne opfattelse blev afskaffet i 800-tallet.

Af de tre forskellige ontologier – opfattelser af hvad verden består af – følger tre opfattelser af hvad mennesket er:

  • At vi kun er dyr og altså kun en del af den fysiske natur: Naturalisme.
  • At der er noget der rækker ud over dette – bevidsthed, ånd, det frie jeg – og mennesket altså er et dualistisk væsen: Dualisme.
  • At mennesket er noget, der også har noget andet i sig end denne dualisme: En yderligere udvidet ontologi, den poetiske tænkning.

På denne måde kommer litteraturanalyse, littearaturhistorie og videnskabsteori til at hænge sammen.

Brug

Når man skal analysere en specifik tekst er det relevant at se hvilke områder den så beskriver: Naturen, menneskets indre, samfundet og/eller det andet. Alle fire områder er dog sjældent lige vigtige i en tekst. Modellen kan bruges til at beskrive hvilke temaer en tekst tager op og hvordan den forbinder dem strukturelt, fx sammenkæder Henrik Bjelkes Nattens Buddapest det politiske – statsapparatet – og det indre – den personlige angst – ved at vise at den ikke bare er en angst i det enkelte individs liv men en angst forbundet til den sociale sammenhæng individet indgår i.

At figuren har en vertikal dimension kan bl.a. vise sig ved at man som menneske der lever i menneskenes verden, bl.a. kan undslippe dette ved at gå ned i naturen, da der derfra er en direkte vej op til det andet.

Hvad er fiktion?

Tematik

Narrativitet

Udsigelse

Almindelig udsigelse
1. person: jeg udsigelse betydning
2. person: du
udsagn
3. person: udsagn

I teksten skelner man mellem udsagn – hvad der bliver sagt, indholdet – og udsigelse – hvem der siger det, hvem der hører det og hvor det sker. Udsigelsen indgår altid en en specifik kommunikationssituation, og hvordan man taler skifter alt efter situationen da taleren tilpasser sig sine tilhørere. En stabil afsender og en stabil modtager karakteriserer en almindelig kommunikation.

Karl Bühler indførte denne tilgang og benyttede sig af følgende notationsform:

afsender (1. person) → meddelelse (3. person) → modtager (2. person).

Jørgen Dines Johansen & Per Aage Brandt indførte i 1970'erne notationsmåden der ses til højre.

Styrken ved denne figur, at den i grafisk form får illustreret hvad der foregår i en udsigelsessituationen. Man er opdraget til at tale til nogen om noget, og altså tage hensyn til situationen, og det er ganske dagligdags at indgå i sådanne udsigelsessituationer. Pilene markerer hvor man skal befinde sig for at forstå hvad der bliver sagt. Afsenderen og modtageren skal være opmærksomme på hinanden i kommunikationssituationen, for ellers kan udsigelsen blive misforstået og der sker en sløring i udsigelsen. Det er fx særligt vigtigt ved ironiske udsagn eller bevidsthedsstrømme.

Dobbelt udsigelse
forfatter
x125px
faktisk læser fortæller
værk indskreven læser
udsagn

Den almindelige udsigelse der består af de tre instanser – afsender, modtager og meddelelse – kompliceres i fiktionen/litteraturen. (Grambye & Sonne 1980, s. 82) Den afgørende forskel fra den almindelige udsigelse er at den minimale udsigelse i fiktioner er dobbelt. I litterære tekster skriver en forfatter et værk til en læser, og i dette værk udsiger en fortæller et udsagn til en intenderet læser. Forfatteren, læseren og værket er de fysiske entiteter i virkeligheden, mens den indlejrede udsigelsessituations fortæller og intenderet læser er sproglige konstruktioner, funktioner i teksten der konstrueres ud fra denne. Fx kan en forfatter forudsætte at den intenderede læser har en særlig viden eller et særligt ordforråd.

Hvor jeg, du og nu i almindelig tale henviser til taler, tilhører og situationen de er i, bliver de i fiktionen relative til den indlejrede udsigelsessituation. Dette er dog ikke ensbetydende med at udsagnet skal rumme bestemte deiksis, såsom jeg[1]: "Snarere er der tale om, at udsigelsen består af bestemte funktioner, som kan være ekspliciteret i teksten, men som ikke behøver at være det." (Grambye & Sonne 1980, s. 80)

Udsigelsen udgør en betydningsmæssig overlejring af udsagnet, sådan som det analyseres i dets [tematiske] og narratologiske dimensioner. Udsigelsen er altså en del af tekstens semantik, en permanent medvirkende faktor i opbygningen af tekstens samlede betydning.
—Christian Grambye og Harly Sonne, Grundbegreber i nyere tekstvidenskab (1980), s. 80

Udsigelsen er altså overlejret udsagnet og bidrager dermed til teksten betydning. Fx skal udsigelsessituationen tages med for at forstå hvorfor en afsender siger "Hvor er det dejligt vejr i dag" mens det er regnvejr, når dette skal forstås ironisk, idet ironi er en del af udsigelsen og ikke udsagnet.

Indlejrede fortællere

Indlejrede udsigelser
forfatter
x135px
faktisk læser fortæller
værk indskreven læser x135px person
udsagn person
replik/beretning

Man starter altid en tekstanalyse med udgangspunkt i den dobbelte udsigelsessituation, men i mange tekster giver fortælleren ordet videre ved at fortælle om personer i fiktionen der fortæller, indlejrede fortællere. Bl.a. Svend Åge Madsen og Karen Blixen gør ofte dette.

I udsigelsesanalysen er det afgørende hvem der er fortælleren til et udsagn, hvem der bærer udsagnet; udsagnets betydningsdannelse er først afsluttet i det øjeblik vi ser hvem der står inde for udsagnet. En forfatter kan fx sagtens skrive en roman med en nazist der fremfører en brandtale for nazisme uden selv at stå inde for nazisme. Det afgørende er så om værket som helhed signalerer forfatterens tilslutning eller ej. På samme måde står en fortæller ikke til ansvar for indlejrede fortælleres udsagn.

Udsigelsen og nykritikkens system af lag

Udsigelsen og nykritikken
forfatter, læser
udsigelse
udsagn
udsigelse
tematik
billedsprog
sætninger
ord
lyd
bogstav
Udsigelsen som overbygning til
nykritikkens system af lag

En tekst har ifølge nykritikken én struktur, ét samlet udsagn, som bare skal opdages af læseren. Nykritikkens metode består i med udgangspunkt i et system af lag at analysere værket som en autonom tekst, hvilket vil sige at værket tages ud af sin sammenhæng og udelukkende anskues som en sproglig konstruktion. Med tekstvidenskaben overlejrer udsigelsen nykritikkens samlende udsagn – nykritikkens model fungerer altså stadig i sin helhed men integreres med tekstvidenskaben i en større sammenhæng, så tekstlæsningen ikke længere slutter med udsagnet. Bemærk at den dobbelte udsigelses indlejDarkRede udsigelse alleDarkRede var en del af nykritikkens domæne (se figur).

Hermed medtages den fysiske forfatter og den fysiske læser i teksttilgangen. Ved på denne måde at inddrage den dobbelte udsigelse inddrages også forholdet mellem forfatter og fortæller; dette forhold undgår nykritikken ved kun at interessere sig for selve teksten. I almindelige menneskers dagligdags læsning indtænkes forfatteren typisk – nogle gange meget konkret som den person der gemmer sig bag jeget – og i især nyere fiktionaliseDarkRede selvbiografiske værker som "Min Kamp" af Ove Knausgaard, Das Beckwerks værker og "Den som blinker er bange for døden" af Knud Romer, påkalder dette forhold sig meget opmærksomhed, da handlingen er en iscenesat udgave af forfatterens eget liv. Netop fordi tilgangen fastholder at der er en forfatter og en iscenesat fortæller er den velegnet til den fiktion der indblander forfatterens liv.

Tekstvidenskaben
forfatter
x125px Nykritikken
faktisk læser fortæller
værk indskreven læser
udsagn

Både fortælleren og den intendeDarkRede læser er funktioner, der gør teksten forståelig, og det er ud fra læsningen/analysen af tekstens udsagn at man konstruerer fortælleren og den intendeDarkRede læser. Fortælleren behøver ikke at være en personbundet fortæller, men kan også være fx et stykke sæbe. I modsætning til disse indlejDarkRede roller er forfatteren, læseren og værket fysisk givne størrelser.

I tekstvidenskaben vedkendes det altså at en tekst er skabt af en fysisk forfatter, som spiller en rolle for at forstå teksten, og at den læses af en fysisk læser hvis oplevelse af teksten også spiller en rolle; derfor er det nødvendigt at inddrage disse for at opnå en større forståelse af teksten. Altså spiller både forfatterens og læserens køn, erfaring, uddannelse, oplevelser, osv. en rolle for forståelsen af teksten.

Diskurs

Fodnoter

  1. "Udsigelsen beror ikke på en nødvendig tilstedeværelse af bestemte sproglige elementer i teksten." (Grambye & Sonne 1980, s. 80)

Kilder

  • Christian Grambye og Harly Sonne: Grundbegreber i nyere tekstvidenskab (1980)
    • Louis Hjemslev: Omkring sprogteoriens grundlæggelse (2. udg, 1966)
    • Roland Barthes: Elements of Semiology (1967), Mytologier (1969)
    • Roman Jacobson: Poetik & Lingvistik (1974)
    • Claude Lévi-Strauss: Structural Anthropology (1963)
    • Algirdas Julien Greimas: Strukturel semantik (1974), Grundtræk af en narrativ grammatik, Poetik II, 3 (1969)
    • Torben Kragh Grodal: Tematisk tekstanalyse, Poetik 4 (1971)
    • Bent Rosenbaum & Harly Sonne: 'Det er et bånd der taler': Analyser af sprog og krop i psykosen (1979), s. 27-49
    • Jørgen Dines Johansen & Per Aage Brandt: Om tekstanalyse i Analyser af dansk kortprosa (1971)
    • Harly Sonne: Den refleksive fiktion, Kritik 33 (1975)
    • Jacques Lacan: Det ubevidste sprog; Psykoanalytiske skrifter (1973)
    • Michel Foucault
    • Pierre Macherey & Etienne Balibar: Literature as an Ideological Form, Oxford Literary Review Vol. 3, No. 1 (1978)
    • Sigmund Freud: Digteren og fantasierne, in: Jørgen Dines Johansen (red.): Psykoanalyse, litteratur, tekstteori (1977)


Skrivekunst.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Tryk OK for at fjerne denne besked.