børne-og-ungdomslitteratur

Genrer og målgrupper

Børnlitteraturen kategoriseres på andre måder end man man er vant til fra voksenlitteraturen, fx tillægger man aldersmålgruppe en særlig betydning. Det hænger sammen med at børnelitteratur er en litteratur der formidles af voksne, og de har brug for kategorier der viser hvem bogen retter sig mod.

Dual audience

Der er en gruppe bøger hvor det kan være svært at fastslå endegyldigt hvad målgruppen er for en bog – hvor der er hvad Barbara Wall kalder dual audience eller der er tale om hvad Sandra Becket kalder crossover fiction. Fx Erland Loes værker falder ofte i denne kategori. I Norge taler man om allalderlitteratur/all-alder-litteratur/allalderbøker.

Stilistiske træk

Du-henvendelse ville generelt undre mere i litteratur til voksne end til børn.

Definitioner på børnelitteratur

Der er de to hovedpositioner hvad angår afgrænsningen af børnelitteratur:

• enten at der er essentielle kvaliteter ved værket der gør at det kan identificeres som tilhørende gruppen af børnelitterære værker, fx den indskrevne barnelæser, altså at afgrænsningen er i værket selv
• eller også er det ikke muligt, hvilket er den holdning Matthew O. Grenby repræsenterer; i stedet må man forholde sig til konteksten for at afgøre om noget falder inden for et bestemt område. Fx hvad der på Det kongelige bibliotek er opgjort som børnelitteratur, men man skal vide at disse kategoriseringer er lavet på et bestemt tidspunkt og der derfor kan være oversete værker der ikke i datidens optik faldt inden for genren.

Det kan diskuteres hvem der bestemmer, hvad der er børnelitteratur: Forfatter? Formidler? Børn? Forsker og underviser?

Torben Weinreich: Den indskrevne læser

Den mest anvendte definition på børnelitteratur i Danmark er Torben Weinreichs:

Børnelitteratur er litteratur, som er skrevet og udgivet for børn, dvs. både den litteratur, som er skrevet til børn, og den, som oprindeligt er skrevet til voksne, men er blevet bearbejdet med henblik på børn. Børnelitteraturen adskiller sig fra voksenlitteraturen ved, at det er et barn, som er den indskrevne læser. Barnet er altså at betragte som et vilkår, forfatteren bevidst eller ubevidst forholder sig til i sin skabelsesproces.

—Torben Weinreich, Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik (2004), s. 164

Dengang Torben Weinreichs Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik udkom var det vigtigt for Weinreich at understrege at børnelitteratur er noget særligt i forhold til andre former for litteratur. Han mente at man ikke kunne kalde børnelitteraturen enten didaktisk eller kunstnerisk på voksenlitteraturens præmisser.

Baggrunden for Weinreichs indspark var diskussionerne der kørte i den tid. Per Højholt mente at børnelitteratur ikke kunne være kunst fordi man tog hensyn til læseren, og det gjorde at man ikke kunne regne børnelitteraturen som autonom kunst.

Weinreichs udgangspunkt var i høj grad læseren.

"Børnelitteratur er litteratur, som er skrevet og udgivet for børn". Skrevet betyder at der har været en intention hos forfatteren om at henvende sig til barnelæseren; at den er udgivet for børn viser at der er redaktører og andre der har anderkendt den som velegnet til at blive læst af børn.

"og den, som oprindeligt er skrevet til voksne, men er blevet bearbejdet med henblik på børn". Hermed medtager han adaptioner. Fx skrev B.S. Ingemann en række historiske romaner for voksne som senere blev adapteret til børn. Også Joachim Heinrich Campes Robinson Crusoe den Yngre som er en bearbejdet version af Daniel Defoes Robinson Crusoe med en rammefortælling hvor en far sætter fortællingerne i perspektiv for sit barn.

"Børnelitteraturen adskiller sig fra voksenlittera­turen ved, at det er et barn, som er den indskrevne læser. [...] Barnet er altså at betragte som et vilkår, forfatteren bevidst eller ubevidst forholder sig til i sin skabelsesproces" Her er tale om en opfattelse af børnelitteratur der både er knyttet til en kontekst og til elementer i teksten.

Torben Weinreich er inspireret af Umberto Ecos forestilling om, at alle tekster forudsætter deres læser. Weinreich mener at en børnelitterær teksts indskrevne læser afspejles af dens forestilling om læserens:

• Læsekompetence/læsefærdighed
  • En viden om hvad børn rent faktisk kan forstå og afkode
• Encyklopædiske kompetence
  • Hvilken viden er til stede i denne intenderede læsers hoved
• "Konventionskompetence"
  • viden om mediet og hvordan det "virker"; at vide hvad en bog er og hvordan man bladrer i den osv.
• Retorisk kompetence
  • indsigt i litteraturens virkemidler. Man skal finde ud af hvordan litteraturen virker; fx at den fungerer ud fra andre spilleregler end fx en manual eller en fagtekst.
• Intertekstuelle kompetence
  • Hvilke væker værket refererer til; altså hvilke værker skal man kende til for at afkode en tekst. Louis Jensens Hundrede firkantede historier rummer fx mange referencer til H.C. Andersens eventyr og andre eventyr.

Kritik

Argumentet for at Torben har ret er at man ved fx Lili børster tænder kan se den er rettet mod et barn med en begrænset læsekompetence, begrænset encyklopædisk viden og begrænsede intertekstuelle kompetencer. Altså ville man med en vis sandsynlighed kunne sige at der er tale om en indskrevet barnelæser.

Man kan gøre dette i forhold til mange tekster, men ved nogle tekster er det meget vanskeligt. Et eksempel er Daniil Kharms, som er en avantgardeforfatter der var aktiv i 1920'erne og 1930'erne, der skrev finurlige fortællinger for børn. De blev udgivet som børnelitteratur, men når man læser dem er de også i forhold til den retoriske kompetence, læsekompetencer og intertekstuelle kompetencer vanskelige tekster. Det kan sætte spørgsmålstegn ved om de er for børn. I den historiske kontekst kunne det måske være at han udgav det som børnelitteratur for at slippe for censur, da han ellers havde svært ved at få dem udgivet. I Martin Glaz Serups seneste børnebog, Yana og Eliah (og mange andre børn), takkes Daniil Kharms, og dermed henvises der intertekstuelt til voksne.

I sidste ende vil man ikke kunne fælde en endelig dom om hvorvidt der er tale om en indskrevet barnelæser i en given tekst, da det er humaniora og ikke naturvidenskab. Fx er Erland Loes Kurt-bøger på grænsen da de rummer sex, mord og sekter.

I Stian Holes billedbogstriologi siger faren til sin søn at livet aldrig er helt trygt, og det førte til en debat om hvorvidt man kunne skrive sådan noget i børnelitteratur; nogle kritikere mente at der så ikke var tale om børnelitteratur.

Idéen om at noget er for børn forudsætter at man kan være sikker på hvad et barn er. Mulig rettelse i Weinreichs definition: "ved at den indskrevne læser bygger på forestillingen om et barn"

Matthew O. Grenby mener ikke at det er umuligt som Babara Wall har gjort, at afgrænse børnelitteratur i forhold til identifikationen af en indre læser: "children’s literature has become so diverse that it is easy to think of examples that stretch any of these definitions beyond breaking point." (The Cambridge Companion to Children's Literature, s. 6)

Nina Christensen mener at man ikke kan fælde en endelig dom om hvorvidt noget er børne-/ungdomslitteratur, men man kan godt lave en tekstanalyse der peger i retning af enten en børne- eller en voksenlæser.

Mere om den indskrevne læser

Den indskrevne læser er ét forsøg på at afgrænse børnelitteraturen og der findes en del forskning i den indskrevne læser i børnelitteraturen. Udover Torben er der bl.a. Barbara Wall, som har skrevet The Narrator's Voice: The Dilemma of Children's Fiction, Bodil Kampp og Åse Marie Ommundsen.

Matthew O. Grenby: Konteksten

Matthew O. Grenby har skrevet om børnelitteratur i boghistorisk perspektiv. I modsætning til at sidde og analysere tekster tager Grenby et blik udefra på teksterne og ser dem i deres kontekst.

Børnelitteratur opstod da "adults invented a new commodity, deliberately designed to give a newly identified audience what they thought it wanted, or, rather, needed" (The Cambridge Companion to Children's Literature, p.3).

Børnelitteraturen opstod altså ikke pga. forfatterere følte at de skulle skrive til børn, men fordi voksne definerede en ny målgruppe.

For Grenby er der tre forskellige tilgange til børnelitteraturens opståen:

• Børnelitteraturens opståen som kommercielt produkt, som vare (størst fokus) (se også børnelitteratur som vare)
• Forestillingen om børnelitteraturens opståen i forlængelse af historiefortælling fra voksen til barn, som så bringes på skrift
• Biografiske beskrivelser af konkrete bøgers opståen

Grenby mener endvidere at disse tre fortællinger om børnelitteraturens opståen knytter sig til hinanden.

Børnelitteratur som vare

I Matthew O. Grenbys kontekstbaserede definition på børnelitteratur fremgår det at børnelitteratur første gang opstod som adskilt vare fra midten af 1700-tallet:

• "Different appearances"
  • Tekster til børn forsøger i begyndelsen 1700-tallet at ligne tekster til voksne
• "Separate advertisements"
  • Man ser nogle former for annoncer der understreger at tekster er for børn, men det er ikke lige så udpræget i Danmark
• Forfattere, der efterhånden primært skrev for børn
  • I dansk sammenhæng skriver man ikke primært for børn som forfatter i 1700-tallet og man skal et godt stykke længere hen i historien før det er tilfældet.

Børnelitteratur som en vare opstår også i Danmark i midten af 1700-tallet men det udvikler sig meget langsommere fordi markedet er så meget mindre.

Afgrænsningen af børnelitteratur

If we ask what was the first children’s book, we are really asking what children’s literature is. Do we mean texts designed especially for children, or read only by them, not those intended for adults, or a mixed-age audience, that were also used by children? Should we include only those books that ‘give children spontaneous pleasure’ as F.J. Harvey Darton maintained? Or should we insist that a true children’s book must appeal to today’s children, or at least be ‘written expressly for children who are recognizably children, with a childhood recognizable today’, as Peter Hunt has insisted.

—Matthew O. Grenby, The Cambridge Companion to Children's Literature s. 5-6

Spørgsmålet er hvordan man afgrænser børnelitteraturen. En tekst udgivet især for børn eller de tekster de rent faktisk læser (fx Messi – Verdens bedste), eller også de der er blevet adapteret til børn.

F.J. Harvey Darton skrev en engelsk børnelitteraturhistorie i 1930'erne hvor han kun skrev om de bøger der giver børn umiddelbar nydelse; altså blev skolebøger og andre bøger skrevet ud, men problemet er hvordan man afgør hvad der skal inkluderes. Han blev kendt som den der mente at man kunne opstille en skarp skelnen mellem underholdende og belærende bøger. I Dartons optik er den belærende børnelitteratur uinteressant. Det er den samme dikotomi der ligger under en bog som Weinreichs Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik.

Peter Hunt skrev at rigtig børnelitteratur er litteratur som børn i dag glæder sig over; det historiske er ikke interessant kun hvad børn i dag nyder. Når fx De 5-bøgerne genudgives tages en sådan diskussion op; er det børnelitteratur? De er udgivet og skrevet for børn, men spørgsmålet bliver så i diskussionerne i nogle dele af pressen om de er børnelitteratur for børn i dag. Man har bearbejdet dem en smule for bedagede udtryk og forsøger så at videregive dem til næste generation. Peter Hunt ville sandsynligvis mene at det ikke nødvendigvis er børnelitteratur i en nutidig forstand.

Børnelitteraturens historie

Børnlitteraturens opståen

For at tale om hvornår børnelitteraturen opstår må man se hvad der peger frem mod den og komme med forklaringer på at den kom på netop det tidspunkt den gjorde.

Matthew O. Grenby mener at børnelitteraturen opstod både i hjemmene, som marked i historisk kontekst, og som enkelte forfatteres konkrete fortællinger fra forfatter til barn og at disse forklaringer flyder sammen.

Matthew O. Grenby knytter børnelitteraturens opkomst til udviklinger inden for opfattelse af barnet, af pædagogik og af undervisning:

• Værker om børneopdragelse og -undervisning:
  • Storbritanien: John Lockes Some Thoughts Concerning Education (1692)
    • Locke anså barnet for at være en tom tavle som den voksne fylder viden og socialisering på; han havde en forestilling om barnet som meget lidt i udgangspunktet og som derfor skal præges af den voksne.
  • Frankrig: Jean-Jacques Rousseaus Émile ou de l’education (1762)
    • Rousseau sættes tit op som en modsætning til Locke da han mente at barnet skal være så meget som muligt i fred indtil det er 12-13 år gammelt, gerne i kontakt med naturen, da det så vil udvikle sig sundt. Denne type opdragelse kom nogle steder hurtigt til Danmark, bl.a. fordi Struensee mente at det var den rigtige opdragelse for den lille prins, hvor han argumenterede for den frie opdragelse af barnet; prinsen fik en legekammerat som han kunne udvikle sig sammen med baseret på egne erfaringer; det var nyt og chokerende. Man prøvede at inkorporere nogle af de nye syn på opdragelse: At barnet selv kunne udvikle sig uafhængigt af den voksne og det havde en særlig kvalitet, og det at kultivere det var at bremse en naturlig udvikling. Sådanne diskussioner om pædagogik var også vigtige i forhold til at få udviklet en produktion af tekster for børn for i det øjeblik at barnet havde en værdi i sig selv skulle der også være bøger skrevet og udgivet særligt for dem. I 1766-67 så man da også den første danske børnebog.
• Udvikling af bogproduktion som industri
• Nye grupper af forfattere i 1700-tallet
  • Nye grupper af individer kan blive forfattere. Dette sås også tydeligt i Danmark: Fra at det er en lille afgrænset gruppe der fik privilegier til at udkomme på skrift var det også de 'polygrafe opkomling'e der udkom med litteratur; de skrev bredt og var ikke en del af eliten.
• Udviklingen af læsende og formuende middelklasse/borgerskab: smukke, attraktive bøger produceredes og uddannelse blev anset for at være middel til social fremgang
  • Dette var også rigtigt i en dansk sammenhæng. Man så tekster som en måde hvorpå man kunne danne barnets karakter og dermed være med til at gøre det til et lykkeligere og mere nyttigt menneske. Det står eksplicit i parateksten til børnelitteraturen fra den tid.
• Syn på moderskab: moderen som lærer (jf. vignet på Avis for Børn)
  • Moderen fik i højere grad en tæt kontakt til barnet. Hun skulle undervise barnet og i nogle tilfælde skrive tekster til barnet.

Alle disse punkter, måske på nær det sidste som er uvist, er det samme i en dansk sammenhæng, og gør at man man begynder at kunne tale om en børnelitteratur.

Problem i denne tilgang ifølge Grenby: "by rooting children’s literature in the domestic they necessarily construct the children’s author as an amateur, however gifted"

I den anglosaksiske verden

Med især John Newburys A Little Pretty Pocket Book (1744) i tankerne skrev Matthew O. Grenby i The Cambridge Companion to Children's Literature: "children’s literature, as we recognise it today, began in the mid eighteenth century and took hold first in Britain"

Det er der nok en enkelt fransk eller tysk litteraturhistoriker der vil være skeptisk over for denne påstand hvorfor dette udsagn bør modificeres: "as we recognize it today" som den britisk-amerikanske offentlighed. Det skal dog siges at man i England var hurtig til at opbygge et marked.

I Danmark

I Danmark opstod børnelitteratur i moderne forstand forstået som fiktion for børn som fx ikke har en religiøst-opdragende funktion eller en anden anden adfærdsregulerende funktion nok i midten af 1700-tallet, hvor de første værker skrevet på dansk udkom.

Men børnelitteratur i 1700-tallet kom ikke ud af intet. Børn havde også inden da adgang til tekster og fortællinger, der ikke nødvendigvis var skrevet for dem.

Torben Weinreichs Historien om børnelitteraturen starter med at fastslå] at den første børnelitteratur i Danmark kom i1500-tallet, idet han medtager Rævebogen (En Ræffue Bog, 1555) som rummer folkelige fortællinger for både voksne og børn. Det første danske værk var dog Den danske Skoelemester (1766-67).

Orbis sensualium pictus (1658) var en fagbog for børn der var lavet på en måde så man forestillede sig at barnet kunne have fornøjelse af den da det ville nyde billederne.

Centrale årstal

Før 1750: Der var ikke litteratur i forståelsen fiktion skrevet og udgivet alene for børn. Hvis man siger at det kun må være fiktive tekster der ikke er faglitteratur, ikke er religiøst belærende tektser og ikke også er for voksne, så er det først i 1750 at børnelitteratur bliver til.

Omkring 1750-1820: Eksperimenter med hvad børnelitteratur kan være, hvor mange genrer afprøves. Funderet i oplysningsideer.

1820-?: Romantikkens opfattelse af barn og litteratur prægede børnelitteraturen i Danmark. H.C. Andersens Eventyr, fortalte for Børn (1835), B.S. Ingemanns Morgensange for Børn (1837). Før den tid havde man den opfattelse af barnet var et reflekteret væsen, et videbegærligt væsen, og som skulle dannes i til at være en bog borger i staten. I den romantiske litteratur er barnet er forbundet til en oprindelig guddommelig verden, bundet til geniet/skaberen/forfatteren gennem en særlig intuitiv væren. Den opfattelse af barnet kan også genfindes i en stor del af børnelitteraturen i dag. Fx er der elementer af den opfattelse i Cecilie Ekens Mørkebarnet.

1930-: Reformpædagogikkens opfattelse af barnet som autonomt og kreativt præger børnelitteraturen. Fx Jeppe Sigsgaards Palle alene i verden (1942). Der er ikke nogen anvisninger og man kan gøre hvad man vil. Det antiautoritære barn er særligt stærkt i dansk børnelitteratur. Man har tilsyneladende mindre respekt for tabuer og overskridelser i Danmark (og omegn). Fx er også Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe et eksempel på det antiautoritære barn. Egon Mathiesens Mis med de blå øjne handler om det selvstændige barn der går ud og erobrer verden.

1990'erne-: Forestillingen om den såkaldte komplekse børnelitteratur har været diskuteret meget. Ud fra en forestilling om at børnelitteraturen fx med Louis Jensen og andre, fremviste nogle træk der var mere komplicerede end man havde set før: Der var flere metafiktive træk, flere spring i tid og flere fortællere der var i dialog med hinanden. Maria Nikolajevas Children's literature comes of age handler om børnelitteraturen som en udviklingshistorie fra en mere simpel form til en moderne litteratur der i højere grad har komplekse træk. Også Bodil Kampp skrev denne model frem i en dansk kontekst med sine analyser af bl.a. Louis Jensen og Bent Haller. Nina Christensen mener at forestillingen om den komplekse litteratur er kommet til at skygge over at der er meget børnelitteratur der ikke er komplekst. Også debatten om æstetik vs pædagogik i børnelitteraturen har fyldt i denne periode.

Kilder

• Torben Weinreich, Historien om børnelitteratur

• Nina Christensen, Videbegær. Oplysning, børnelitteratur, dannelse
• Nedslag i børnelitteraturforskningen 9 (2008)
  • Nina Christensen, Om børnelitteratur, tekstbegreber og vurderingskriterier. Et essay. s. 9-33
• Matthew O. Grenby & Andrea Immel, The Cambridge Companion to Children's Literature
• Torben Weinreich, Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Center for Børnelitteratur (2004)
• Anna Karlskov Skyggebjerg: Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur 1967-2003
• Nina Christensen og Anna Karlskov Skyggebjerg (red.)(2006): På opdagelse i børnelitteraturen
  • Maria Nikolajeva: ”Børnelitteratur: kunst, pædagogik og magt”
• Bodil Kampp, Kampen om fortællingen - Om ungdomslitteraturens egenart